I en årrække mødtes Sonnich Lydom og Kristian Bugge på festivaller og ved andre festlige lejligheder på den blomstrende danske folkemusikscene, ofte i forbindelse med en god jamsession. De havde det altid sjovt sammen og endelig besluttede de at bringe noget af alt dette med op på scenen. Nu har de spillet og turneret sammen i godt ti år. Det er blevet til flere og flere aktiviteter i både Europa og ikke mindst Nordamerika, hvor gruppen har spillet over 200 koncerter siden 2015!
I 2024 modtog Gangspil Årets Danske Traditionspris ved DMA Roots i Odense! Sonnich og Kristian er garanter for en underholdende og varieret rejse gennem den danske folkemusik. Disse livlige musikere byder på gamle dansemelodier fra hvert hjørne af landet. Vi besøger egne som øerne Læsø og Fanø, samt Thy og København. Forvent alt fra vilde polkaer og jigs til lyriske valse, fejende reels og glade hopsaer samt de smukke Sønderhoningmelodier fra Fanøs berømte musiktradition. En uforglemmelig musikalsk rejse krydret med humor og historier fra deres mange år på landevejen. Med udgangspunkt i de mange års arbejde med den traditionelle danske musik, tilegnet i samspillet med de gamle traditionsbærere, eller fundet i gamle nodebøger, tager musikken jer med et nyt sted hen.
Sonnich Lydom (harmonika, mundharmonika, sang) bor både i Dragør og Sønderho på Fanø. Han regnes for mesterspillemand indenfor den irske, fransk-canadiske og ikke mindst den danske folkemusik. Han har i løbet af de seneste 25 år genintroduceret såvel den lille diatoniske harmonika som mundharpen i den danske folkemusik, og musikken fra Fanø, hvorfra Sonnichs familie stammer, har en særlig plads i hans hjerte. Han er også kendt fra sit arbejde med ULC-trioen og senere kvintet (tilføjet jazzpianisten Peter Rosendal og bassisten Mads Vinding). ULC modtog priserne for Årets Dansk Folk Album ved Danish Music Awards i både 2001 og 2004.
Kristian Bugge (violin, sang) kommer fra Vejle-egnen, men bor nu i København, hvorfra han rejser ud i verden med den danske folkemusik. Kristian har i mange år studeret musikalske dialekter fra hele Danmark, og spillet violin til dans og koncert, bl.a. med nogle af vore fineste traditionsbærere. Han er også kendt for sit arbejde i bands som Jensen & Bugge, Habadekuk og Baltic Crossing. Kristian har høstet stor anerkendelse for sit repertoire og sin spillestil, og modtog allerede i 2004 DRs Radium Pris. Efterfølgende har han modtaget flere DMA-statuetter, bl.a. som Årets Danske Folk Instrumentalist i både 2006 og 2016!
Både Kristian og Sonnich var blandt de første 12 musikere som i 2014 blev udnævnt til ”Danmarks Rigsspillemænd”! Når de optræder sammen, fortæller de også om de musikalske traditioner i de egne som besøges undervejs i koncerten.
De to musikere er også kendte for deres arbejde i grupper som: Baltic Crossing, Habadekuk, Jensen & Bugge, ULC, Marianne Green Band og Dronningens Livstykke.
Deres første album, ”Gangspil”, udkom i sommeren 2015! I U.S.A. blev udgivelsen fejret på den store Festival of American Fiddle Tunes i Port Townsend, WA (vest for Seattle) i den første uge af juli. Den dansk/europæiske udgivelse blev markeret ved en reception på Tønder Festival i det sydlige Danmark i den sidste weekend af august. I November 2019 udkom det anmelderroste dobbeltalbum Gangspil 2! Og i december 2024 fulgte det tredje album Gangspil live at Alice, Copenhagen med nyt og gammelt materiale i samspil med pianist og harmoniumspiller, Malene Beck. Musik som er finpudset på landevejene gennem Nordamerika. Glæd jer til en aften med to af vores fineste eksportører af den danske traditionsmusik!
Dørene åbner en time før koncertstart.
Unummererede pladser, så kom i god tid.

WinterCoat er et familieejet bryggeri som ligger på den gård, hvor brygger Niels Jørn Thomsen er født og opvokset og har brygget øl sinden 1970'erne. Bryggeriet åbnede i september 2002, vi har holdt koncerter med musik fra hele verden i skænkestuen siden 2007 og vores pub åbnede for offentligheden i april 2008. Vi har altid 4-6 øl på hanerne, hvor mindst 3 er håndpumpede, med ægte engelske ølpumper.
